Categories
Dansk-tysk Tyske traditioner

Kørsel i Tyskland

Går ferieturen sydpå til eller igennem Tyskland? Skal du af sted på forretningsrejse eller kundebesøg i bil?
Her har jeg samlet 16 vigtige facts om kørsel i Tyskland og tyske færdselsregler, som adskiller sig fra de danske trafikregler.
Så er du klædt godt på til næste gang, du kører på den tyske Autobahn.

Hvor stærkt må man køre i Tyskland?

Tyske færdselsregler

De generelle færdselsregler minder meget om de danske, og derfor er kørsel i Tyskland ikke grundlæggende anderledes end i Danmark. Der er dog nogle enkelte undtagelser og afvigelser, og nogle af dem vil jeg præsentere dig for 16 vigtige regler og forskelle her.

Kørelys:

Der er ingen pligt om tændt kørelys eller nærlys om dagen på nær ved snefald, tåge eller kraftig regn. Det skal dog være tændt efter mørkets frembrud. Der er flere og flere tyske bilister, der kører med nærlys tændt om dagen, så det er en god idé at tage de gode danske vaner med sig.

Miljømærke:

Hvis man vil køre i de tyske miljøzoner, skal det grønne miljømærke være placeret i forruden. Du finder flere oplysninger i oversigtskortet på den tyske miljøstyrelses hjemmeside.

Tysk grønt miljømærke

Blåt e-mærke:

I nogle delstater har bilister i el- eller hybridbiler nogle fordele i form af gratis parkering og kørsel på særlige miljøbaner. Mærket skal anbringes på bagruden og erstatter ikke det grønne miljømærke, der skal bruges i miljøzonerne!
Begge mærker kan købes hos FDM.

Højre vigepligt ved kørsel i Tyskland:

Medmindre skiltene eller afmærkningen siger noget andet, er der højre vigepligt i Tyskland, som vi pragmatisk kalder for ”rechts for links”. Reglen afviger ikke så meget fra den danske, men tyskerne er generelt bedre til at overholde reglen om højre vigepligt. Det gælder også i høj grad på p-pladser, hvor du ofte kan møde på skilte, der signalerer, at færdselsloven også gælder her.

Færdselsregler i Tyskland

Fun fact:
Den tyske færdselslov hedder i øvrigt noget så mundret som Straßenverkehrsordnung. Fordi det er så langt et ord, er det et af de ord, der tit bliver forkortet, i dette tilfælde med StVO.
Er du nysgerrig på, hvad vi ellers kan finde på at forkorte? Så kan du underholde dig med at læse mit indlæg om tyske forkortelser.

Advarselsudstyr mod fartkontrol:

Ved kørsel i Tyskland er det forbudt at bruge apps og funktioner i bilens GPS-system, der advarer mod politiets fartkontroller.

Børn i bilen/selepude:

Ligesom i Danmark, skal mindre børn og babyer selvfølgelig sidde i en autostol, der passer til deres alder og højde. De lidt større børn skal bruge en selepude indtil de enten er 12 år gamle eller 150 cm høje.

Nødkorridor ved kø på motorvejen:

På de tyske motorveje vil du sikkert støde på skilte, hvorpå der står ”Rettungsgasse bilden”. I Tyskland danner man ved kø på motorvejene en nødkorridor mellem to spor for at lade redningskøretøjer passere hurtigst muligt. Dvs. at bilister skal trække længst muligt ud til siden, så snart der er optræk til kø. På strækninger med mere end to spor er der som regel skilte, der indikerer, mellem hvilke spor der skal dannes en nødkorridor. Nødsporet må dog ikke bruges.

Nødkorridor på tysk motorvej

Vigepligt på tilkørsel til motorvej:

Ved tilkørsel på en motorvej er der ALTID vigepligt for trafikken på motorvejen, dvs. de danske fletteregler gælder ikke! Du skal derfor ikke kun blinke til venstre, når du prøver at komme ind på motorvejssporene, men også holde tilbage for trafikken på motorvejssporet. På grund af den høje hastighed på motorvejen er det ikke nok at stole på, at man bare bliver lukket ind. Du skal orientere dig, mens du er på tilkørselsrampen og bruge den for at komme op i fuld fart.

Cykelstier i begge retninger:

Der er knap så meget trængsel på tyske cykelstier. Det betyder, at dobbeltsidede cykelstier er langt mere udbredt i forhold til Danmark eller at folk nogle steder bare bruger cykelstierne i begge færdselsretninger. Hold derfor altid ekstra godt øje med cyklister fra begge retninger, når du drejer!

Dobbeltrettede cykelstier i Tyskland

Vinterdæk:

Reglerne for vinterdæk er en smule anderledes i Tyskland. Vinterdæk på bilen er ikke obligatoriske. Men når der er sne, slud og rimglatte veje, må man kun køre med vinterdæk eller helårsdæk på bilen. Hvis du har sommerdæk på og kommer ud i vinterlige vejforhold, må du derfor ikke bevæge dig ud i trafikken.
Pigdæk er ikke tilladt i Tyskland, og snekæder må gerne bruges med en hastighed på maks. 50 km/t.

P-skive:

Når du parkerer bilen i Tyskland, SKAL du bruge den tyske, blå p-skive og anbringe den på bilens førerside. Tysk lovgivning foreskriver, hvordan en gyldig p-skive skal se ud, hvorfor den danske p-skive ikke gælder. P-skive skal indstilles til den næste påbegyndte halve time. Hvis ikke du ligger inde med en tysk p-skive, kan du få den i mange grænsebutikker eller bestille den via FDM.

Må man bruge en digital p-skive i Tyskland?

En digital dansk p-skive gælder ikke i Tyskland. Hvis du bruger en elektronisk p-skive hos naboerne mod syd, skal det være en godkendt model, som viser halv times intervaller, som er den mindste parkeringsenhed, som man regner i i Tyskland.

Generelt gælder, at du skal afmontere eller tildække din danske p-skive, så kun den gyldige version er synlig.

Fodgængerfelt:

Stands, bare stands! Og begynd at bremse ned langt før, du er vant til at gøre det i Danmark. I Tyskland bremser trafikanter ikke først ned, når fodgængeren næsten står midt ude i fodgængerovergangen, men allerede når vedkommende gør anstalter til at nærme overgangen, som på tysk i øvrigt hedder ”Zebrastreifen”. Hvis du bringer bløde medtrafikanter i fare her, kan der vanke store bøder.

Sikkerhedsudstyr i bilen:

Advarselstrekant, refleksvest og førstehjælpskasse er lovpligtige at have med på de tyske veje. Af refleksvest skal der være mindst én vest ombord i enten gul, orange eller rød.

Hastighedsgrænser:

I byzoner er hastighedsgrænsen 50 km/t. Medmindre andet er angivet, gælder følgende hastighedsgrænser, når man kører i Tyskland:

KøretøjMotortrafikvej &
Motorvej
Andre veje
Personbiler op til 3,5 t og
motorcykler
130 km/t*100 km/t
Personbiler m. trailer, autocamper
og køretøjer mellem 3.5-7,5 t
80 km/t80 km/t
Køretøjer over 7,5 t80 km/t (60 km/t i
bebygget område)
60 km/t
Hastighedsgrænser på de tyske veje.

*Anbefalet hastighed efter aktuelle forhold. En overskridelse kan medføre en medskyld ved uheld.

Promillegrænser:

I Tyskland lyder promillegrænsen også på 0,5 promille, dog på 0,0 promille for bilister under 21 år og dem, der har haft kørekort i mindre end 2 år.

Sandaler under bilkørsel:

At køre bil i Tyskland med løstsiddende fodtøj på er ikke decideret forbudt. Skulle det dog ske, at man bliver involveret i en ulykke og de løstsiddende sko har haft en betydning for uheldet, kan det have konsekvenser for ansvarsfordelingen.

God tur til Tyskland og god fornøjelse!

Kilder: adac.de, arag.de og fdm.dk (6/2024). Der tages ingen forbehold for lov- og regelændringer.

Share
Categories
Mad og drikke Sjove ord Tyske traditioner

Tyske pølser

Frankfurter, Bockwurst, Thüringer, Nürnberger Rostbratwürstchen, Leberwurst, Bierwurst, Weißwurst, veggiepølse eller den evige klassiker Currywurst – pølsen kommer i Tyskland i mange former, farver og størrelser og bliver spist i forskellige sammenhænge.

Derfor inviterer undertegnede tyske vegetar (!) dig til en omgang pølsesnak. Jeg fodrer dig med løst og fast og nogle sjove og interessante facts om den tyske klichéspise nr. 1. Jeg giver dig desuden opskriften på en perfekt tysk Currywurst og fortæller dig også, hvordan du kan skyde genvej til flere tilfredse tyske gæster på dit spisested.

Hvad spiser man til en tysk pølse?

I Tyskland findes der ikke kun et kæmpe udvalg af pølser – også tilbehøret er alsidigt. Kartoffelsalat eller pommes fritter er de evige klassikere i det tyske pølsekøkken og er gængse som tilbehør, når man spiser pølser derhjemme eller i en Grillimbiss.
Når man køber pølsen på farten eller i en Wurstbude, det tyske svar på en pølsevogn, får man som regel et stykke brød eller et rundstykke til. 

Tyske talemåder med pølser 

Nu, hvor pølser er så populær en spise i Tyskland, er der selvfølgelig også opstået nogle talemåder, hvori pølsen indgår. Pølsen har holdt indtog i det tyske sprog blandt andet i form af talemåder, tillægsord og metaforer. Her er nogle eksempler:

Tyske talemåder med pølser

Pølsemuseer i Tyskland

Hvis du spørger, hvad tyskerne er kendte for, svarer mange: pølser! Og ja, pølsemuseer ER en ting i Tyskland. Så hvis du mangler inspiration til steder til din næste tur til eller gennem Tyskland, er disse pølsemuseer måske et godt bud.

Har du lyst til at se pølser på museum? Her finder du et lille udvalg af pølsemuseer i Tyskland:

Hvornår spiser tyskere pølser?

Hvad pølser angår, ligner tyskernes spisevaner på mange punkter de danske vaner. Ligesom danskerne elsker vi i Tyskland en pølse som snack på farten, når vi svinger forbi en Wurstbude eller en Grillimbiss, det tyske modstykke til en grillbar. Pølser er også en populær spise på de tyske julemarkeder, hvor de ofte bliver skyllet ned med Glühwein. Og når der om sommeren skal grilles hjemme på terrassen, er pølser ligesom i Danmark fast inventar på en tysk grillrist.

Tro det eller ej, men i nogle tyske familier er det også kutyme at spise pølser med kartoffelsalat juleaften! Denne – set med danske øjne – kedelige madtradition er opstået af pragmatiske årsager, når familiens kok juleaften har en arbejdsdag, der strækker sig til over middag. Men til gengæld giver man den altid gas med masser af lækker julemad 1. og 2. juledag, men det må du læse mere om i et andet blogindlæg.

Sidst, men ikke mindst er kolde pålægspølser en fast del af et tysk morgenbord eller som del af et aftensmåltid (traditionelt spiser man en lun ret til frokost og forskelligt brød med ost og pålæg til aften).

Tysk aftensmadsmåltid med pølse som pålæg.

Hvad betyder Weißwurstäquator?

Os, der er vokset op udenfor Bayern, kan desuden have en tendens til at sige: de er skøre, de Bayere, når det gælder deres traditionelle morgenmad. Her indgår der nemlig Weißwurst, suget ud af skindet og akkompagneret af sød sennep.

Om det er, fordi man i resten af forbundsrepublikken tager afstand fra denne madtradition, vides ikke, men der er noget, der hedder Weißwurstäquator.
Måske har du hørt om denne tænkte og noget omdiskuterede kulturgrænse, som antageligt går igennem Bayern? Denne grænse forløber nemlig forskelligt, alt efter fra hvilket verdenshjørne i Tyskland man ser på den. I al sin enkelhed går den ud på at definere, hvor i Sydtyskland der bliver spist Weißwurst. Flere peger dog på, at denne ækvator forløber parallelt med 49. breddegrad. Hvis du vil dykke længere ned i stoffet, kan du læse mere om Weißwurstäquatoren her.

Fun fact: Schweizerne har deres Röstigraben, men det er en helt anden historie, som jeg fortæller dig mere om, når jeg snakker om Knödel og kartofler.

Currywurst – en sand klassiker

Currywurst er populær blandt mange danskere som snack på deres tur igennem Tyskland eller når der skal købes ind syd for grænsen. Men også tyskerne er vilde med denne spise, som kan fås i alle pølseboder med respekt for sig selv.

Selve pølsen indeholder ikke karry; der bliver brugt en helt almindelig Frankfurter eller Bockwurst, som skæres i store stykker (mange steder endda med en speciel pølseskæremaskine!). Men sovsen, som minder om en meget krydret og kraftig udgave af ketchup og ikke mindst et ordentligt drys karrypulver, der gør tricket.

Hvis du vil stille din Currywurst-sult derhjemme, kan du prøve denne opskrift:

Opskrift på Currywurst (til 4 personer)

Det skal du bruge:

    • 1 løg

    • 3 spsk. olie

    • 1 ½ tsk stærkt karrypulver

    • ½ tsk. rørsukker eller puddersukker

    • ½ spsk. tomatkoncentrat

    • 1 dl appelsinjuice

    • 400 g tomatpassata

    • 4 stk. pølser (gerne Frankfurter eller Bockwurst)

    • Salt og peber

    • Pommes fritter efter behag

Fremgangsmåde:

Hak løget og svits det i en gryde med 2 spsk. olie. Kom 2 tsk. karrypulver, sukker og tomatpuré i gryden og svits det hele. Kom juice i og lad det hele simre. Tilføj derefter tomater, salt og peber og lad det hele simre i ca. 30 minutter.

Kom den resterende olie på en pande imens og steg pølserne, indtil de bliver gyldenbrune. Tag de færdigstegte pølser op, skær dem i skiver og anret dem på tallerkner med saucen henover. Drys med karrypulver på toppen og server med pommes fritter.

Guten Appetit!

Hvor køber man gode pølser i Tyskland?

Når pølser står på en tysk indkøbsliste, skaffes de typisk i en slagterbutik, som der findes mange af i Tyskland, og som enhver provinsby med respekt for sig selv har mindst én af. Pølser fås også i nogle gårdbutikker eller i supermarkedernes delikatesseafdelinger.

Fun fact: når man køber kød i slagterafdelingen i et supermarked i følge med små børn, er ekspedienterne flinke til at stikke børnene en kold pølse som snack. Ligesom børnebollen i Danmark, redder den mange indkøbsture, når man har småtrætte og lettere sultne børn med ude at handle om eftermiddagen. Om tyskernes passion for pølser bliver grundlagt i en tidlig alder på grund af dette flinke gestus, kan man kun gisne om…

Spiser tyske vegetarer også pølser?

Og nej, dette er ikke et spørgsmål der er taget ud af Logik-spillet 😉. I Tyskland har det igennem de seneste ca. 30 år været almindeligt at være vegetar/veganer, flexitar eller noget helt andet, som indebærer, at man går udenom kød.
Vegetarpølser eller veganske pølser som alternativ til traditionelle pølser er derfor et meget udbredt alternativ, som man i mange år har kunnet købe i de fleste supermarkeder. Derfor er der efterhånden et kæmpestort udvalg af alverdens plantebaserede kødalternativer i tyske supermarkeder.

Sådan kan du være foran andre restauratører i Danmark

Nu tænker du måske: Hvad har tyske vegetarer med mig at gøre?
Tyske vegetarer er ikke kun vant til at kunne købe kødfrie produkter i supermarkederne. For dem er det også en selvfølge at kunne vælge mellem flere vegetariske og veganske retter og alternativer til kød, når de spiser ude. 

Det er også en god ting at have in mente, når der skal bestilles mad i firmaregi, forplejning til møder og receptioner m.m. Du scorer nemlig sikkert ekstra point for godt værtskab, når du skal sørge for forplejning for dine tyske kunder eller forretningspartnere og tilbyder dem vegetariske alternativer.

Hvis du har et spisested i et område med mange tyske turister, gør du også klogt i at udvide menukortet med et eller flere kødfrie alternativer, så de tyske vegetarer er fri for at skulle bestille en Cæsarsalat uden kylling 😉.

Er du ellers i tvivl om nogle traditioner eller kultuelle forhold, der kunne være anderledes i Tyskland og som lægger op til at træde ved siden af?
Eller har du undret dig over de måder, tyskerne gør tingene på? Jeg glæder mig til at læse din kommentar.

Og hvis du eksporterer til Tyskland og har brug for rådgivning i forhold tysk kultur og sprogbrug, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale.

Share
Categories
Sjove ord Tyske traditioner

Polterabend i Tyskland

Holder man også polterabend i Tyskland?

Det korte svar er: ja, vi holder også polterabend i Tyskland. Men når vi snakker polterabend, har vi egentlig med falske venner at gøre, da ordet dækker over noget andet syd for grænsen.
En polterabend findes nemlig også i Tyskland som bryllupsrelateret fest, men det er en helt anden slags fest, som jeg også kommer ind på i dette indlæg.

Findes der en polterabend i Tyskland?

Det, som vi i Danmark kender som polterabend, findes også i samme format i Tyskland. Blot med den lille forskel, at det i Tyskland ikke hedder ”polterabend”, men ”Junggesellinnenabschied”, når den bliver holdt for bruden, og ”Junggesellenabschied” for gommen.

Når man oversætter dette lange ord direkte til dansk, bliver det i øvrigt til noget så mundret som ”ungkarleafsked”. Fordi ordet på tysk er så langt (og svært at udtale), er forkortelsen i den daglige tale ofte JGA. Vi tyskere er nemlig vilde med forkortelser, og du kan dykke ned i tyske forkortelser her

Hvorfor fejrer man polterabend i Tyskland?

Festen, som vi i Tyskland kalder for ”Polterabend”, er imidlertid en lidt anden slags bryllupsfestivitas. ”Poltern” betyder at buldre, og betegnelsen stammer fra den skik, at gæsterne til en polterabend laver larm ved at smadre porcelæn. Herved skulle i de gamle dage jages onde ånder bort fra det kommende brudepar, og denne skik var derfor en lykkebringer for et godt ægteskab.

Skikken med højlydt at smadre porcelæn lever stadigvæk i bedste velgående. (Jeg har endda selv været med til en polterabend, hvor der blev væltet en toiletkumme ned fra en tiplader – måske for en ekstra portion lykke?) Traditionen tro skal det kommende brudepar dagen derpå stå sin første prøve i samarbejde og sammenhold i med- og modgang, når skærene skal fejes op…

Bryllupper i Tyskland

Også i dag hører en polterabend til den række af festligheder, der udgør et tysk bryllup. Hvis vi skal sammenligne den med danske bryllupstraditioner, svarer den mest til bryllupsreceptionen om eftermiddagen.

En polterabend i Tyskland er dog en selvstændig fest med åbent hus-karakter. Den bliver afholdt af brudeparret og finder typisk sted i dagene op til selve brylluppet.
Det er en uformel fest, og man inviterer også de personkredse som naboer, foreningsfæller, kollegaer m.m.  – med andre ord nogle af de personer, der typisk bliver inviteret til receptionsdelen ved et dansk bryllup.

Forskelle på danske og tyske bryllupstraditioner

Jeg håber, jeg har kunnet give dig et lille indblik i tysk kultur og sprog i form af de tyske bryllupstraditioner og de falske polterabend-venner, som også er blevet en del af det danske sprog. Om ikke andet, ved du nu, hvad du går ind til, hvis du bliver inviteret til en tysk polterabend eller en Junggesellenabschied i Tyskland.

Hvorfor er det vigtigt?

Først og fremmest er det måske interessant viden for dig, der interesserer sig for kulturen og skikkene i Tyskland. Men hvis du er en af dem, der lever af at sælge bryllupsrelaterede artikler, ydelser eller locations, som er (dansk) polterabendvenlig, skal du muligvis tilpasse din markedsføring i Tyskland, så den bliver møntet på det, der hedder Junggesellenabschied syd for grænsen.

Share