Categories
Dansk-tysk Fra tyskoversætterens værksted Turisme Tyskoversættelse

Turisme-oversættelse til tysk – sådan gør jeg

I dette indlæg tager jeg dig med ud i det danske sommerland, for her kan jeg udleve to af mine store passioner: turisme og oversættelse. Her fortæller jeg dig, hvilke steps jeg varmer op med, inden jeg starter på selve oversættelsen for en ny kunde – blandt andet en indflyvning i form af den indledende researchfase.
Jeg tager dig også med bag kulisserne og giver dig et indblik i, hvad der sker, når jeg begynder et samarbejde med en ny kunde fra turismebranchen og hvilke overvejelser jeg gør mig, når jeg oversætter (eller omskriver) en turismetekst fra dansk til tysk.

Det at komme ud, få hilst på en kunde og opleve stedet med egne øjne giver mig et afbræk og fornyet energi i en arbejdshverdag, der ellers byder på masser af alenetid på et kontor med en computer.
Men først og fremmest er et besøg i kundens område noget, der giver mig indblik i, hvad der er vigtigt for kunden. Desuden højner en tur ud i turismelandet detaljegraden og kvaliteten af den tysk-oversættelse, mine kunder får.

Hvad sker der inden selve oversættelsen?

Inden jeg starter på den egentlige oversættelse for en ny kunde eller ny type opgave, står den på research. Denne fase kan være udformet forskelligt; også fremgangsmåden og omfanget varierer alt efter produkt og branche.
Uanset, hvor kort eller lang eller dybdegående researchdelen er, er det her, hvor jeg sætter mig ind i kundens produkter, ydelser og branche. Her tager jeg også en føler på kundens tone of voice for at finde frem til den samme stil og tone på tysk.

Når jeg sonderer terrænet inden opstarten, dykker jeg typisk ned i dansk og tysk faglitteratur, blade og internettet for at lære mere om branche- eller virksomhedsspecifikke udtryk, hvis jeg i forvejen har et begrænset indblik i stofområdet og kan mærke, at der er meget mere baggrundsviden at hente. På denne måde sikrer jeg mig, at jeg bruger de matchende ord på tysk og at teksten står formuleret korrekt og bliver taget godt imod af de tyske kunder eller gæster.

Turisme og oversættelse: mere end bare en strand.

Turisme-oversættelse – sådan foregår den hos mig

Noget særligt er det, når jeg starter at samarbejde med en ny kunde inden for turismesegmentet eller fra en Visit-destinationsorganisation. Her kender jeg efter +20 år i Danmark en del af de steder og områder fra mine mange store og små ture rundt omkring i landet, og jeg kaster mig selvfølgelig over bøger og blandt andet destinationsselskabernes Visit-sider på nettet for at blive klogere på seværdighederne og at få mere føling med området.

Allersjovest og mest givende for mig som oversætter (og dig, som kommer til at holde den endelige tyske tekst i hånden) er det dog, når jeg får mulighed for et personligt møde med kunden og for at opleve området eller byen ved selvsyn. Det er her, turisme og oversættelse kan gå op i en højere enhed.

Det med at tage på opdagelsestur i sommerlandet er en vane, jeg har taget med mig fra min tid som medarbejder i turismebranchen. At se et sted eller en by med egne øjne, gjorde det meget nemmere at vejlede gæsterne, give dem guldkorn i forhold til oplevelser og ikke mindst at skrive vedkommende områdetekster.

Grunden til, at jeg har taget denne praksis med mig i mit liv som selvstændig, er nemlig, at jeg selv kan vurdere og få føling med stedet. Når jeg er ude, kan jeg bedst danne mig et indtryk af, hvordan området ser ud rent fysisk og hvad det har at byde på af natur, oplevelser, seværdigheder, særlige steder, der er interessante for tyske gæster etc.
Derigennem skaber jeg et godt udgangspunkt for at sætte de danske tekster ind i en tysk kontekst, der forhåbentlig får tyske turister til at tænke: der skal jeg hen på min næste ferie!

Betyder en havn det samme for en tysker i en turisme-oversættelse?

Hvad er spændende for en tysk turist?

Når indholdet skal tilpasses de tyske gæster, er det vigtigt at tænke de tyske forhold ind og beskrive tingene fra en anden vinkel i de oversatte (eller snarere omskrevne) tekster.
Lad mig give dig et eksempel på, hvordan jeg kan tænke danske beskrivelser af stedets natur og seværdigheder ind i en tysk kontekst, så den bliver relevant for de tyske læsere:

  • Kan en by score point gennem andet end dens størrelse?
  • Er der seværdigheder, der er eksotiske for tyskerne?
  • Skal det hedde bjerg eller bakke?
  • Pas på med vandlandene
  • Hvad er spændende mad for tyske gæster?
  • Er kultur et no-go for tyske gæster?
  • Hvad gør med stedbetegnelser med -næs eller -ø?

Kan en by score point gennem andet end dens størrelse?

Har den for eksempel flotte gamle huse eller en hyggelig havn?
En turistby, som efter danske målestoksforhold er en større by eller endda en storby, regnes måske som mellemstor provinsby i Tyskland (i Tyskland er en by en betegnelse for et sted med min. 5000 indbyggere).
Når en by i Danmark kan gøre indtryk på grund af dens størrelse, bliver de tyske besøgende derfor ikke per automatik blæst bagover af størrelsen. Når ”et pulserende byliv” bliver direkte overført til den tyske tekst, kan det give en lidt flad fornemmelse, fordi byen efter tyske forhold er en mindre og knap så livlig by.
Det kan være en god idé at slå på noget andet og derfor tager jeg i disse tilfælde gerne de tyske briller på for at finde en anden vinkel eller et unikt aspekt, der er spændende for tyskerne. Er der idylliske bindingsværkshuse, som for en tysk gæst er ”typisch dänisch?” Eller er der et hyggeligt havnemiljø, som mange tyskere derhjemme skal rejse langt for at opleve?

Har seværdigheder en anden status for tyskerne eller virker de eksotiske?

Nogle attraktioner eller steder, som man i Danmark tager som en selvfølge, kan virke meget eksotiske for en tysker, fordi de ikke har adgang til dem på samme måde derhjemme.
Turisme og oversættelse kan derfor gå op i en højere enhed, når man kan spotte det, der er anderledes og eksotisk for en tysk gæst og fremhæve det i teksten.
Alene det at have et shoppingcenter i udkanten af byen kan være eksotisk, fordi der i Tyskland er langt mellem shoppingcentre, som vi kender dem i Danmark.
Måske er der en strand, som i din optik er en sandstrand ud af mange i dit område, men hvor strandgæsterne kan parkere i umiddelbar nærhed. Hvis du har oplevet, hvordan vi tyskere kan drage mod stranden med masser af oppakning, bliver denne umiddelbart ubetydelige detalje til en USP, der batter!

Skal det hedde bjerg eller bakke?

Det, der i danske turismetekster nogle gange bliver betegnet som bjerg, regnes i store dele af Tyskland som en bakke og får den tyske gæst til at trække på smilebåndet over det danske anfald af storhedsvanvid – i hvert fald hvis din tyske gæst kommer fra et sted syd for Harzen.
Overvej derfor, om du skal holde lidt igen med beskrivelsen af forhøjninger i den tyske tekst og lav bjerget om til en bakke.

Pas på med vandlandene

Et vandland i Tyskland er ofte større og har mere at byde på. Det, vi i Danmark betegner som vandland i kommunale svømmehaller eller på campingpladser, kan ofte sidestilles med almindelige tyske svømmehaller med mange faciliteter.
Du kan derfor med fordel nedtone beskrivelsen i det tyske materiale og skriv om en svømmehal med de faciliteter, der nu er der frem for at kalde det for ”Erlebnisbad” for ikke at skuffe dine tyske gæster.

Hvad er spændende mad for tyske turister?

Hotdogs og softice er fast inventar i mange tyske gæsters ferieoplevelse. Når det kommer til mere sofistikerede gastronomiske udfoldelser, har gourmetoplevelser ikke altid samme status og interesse som i Danmark.
Derfor er gourmetrestauranten eller restauranten med Michelinstjernen måske interessant for en meget specifik del af din tyske gæsteskare, hvorimod flertallet vil sætte pris på at blive peget imod en god fiskerestaurant eller et sted med mad af lokale råvarer. 

Gider tyskerne også kultur?

Det er et faktum, at mange tyskere kommer til Danmark for naturens skyld. De sætter meget pris på roen og det vide, åbne landskab, de langstrakte strande som ikke nødvendigvis er proppet med folk, som de kender det fra de tyske strand ved Nord- og Østersøen.
Fordi naturen har førsteprioritet for mange tyskere, står kulturelle tilbud måske ikke på toppen af bucket-listen for deres ferie i Danmark. Du kan dog med fordel kommunikere dem for at gøre opmærksom på, at de findes!
Det ene er, at de tyske gæster skal gøres opmærksom på, at de kulturelle tilbud findes. Og gæster, der primært kommer for naturens skyld, skal måske lokkes ind i en mere kulturelt præget attraktion ved at lægge den ind som stop på et ruteforslag.
Også museumspriser kan være en hæmsko for tyske gæster, da entrépriser for voksne kan ligge på det halve i Tyskland. Hvis børn har gratis adgang, kan du derfor med fordel kommunikere det tydeligt for at blive mere synlig og attraktiv overfor børnefamilier.

Stedbetegnelser, der ender på -næs eller -ø

Når du skriver om steder i dit område, hvor endelser som -næs eller -ø på dansk er selv-forklarende, ved tyskerne ikke per automatik, at det drejer sig om en halvø eller en ø.
Derfor kan du overveje at fylde lidt mere baggrundsinfo på, så de tyske gæster ved, at det naturskønne område med de sjældne planter er en halvø eller en ø.

Som du kan se ud fra mine eksempler, kan der være stor forskel på, hvordan en tysk og en dansk gæst opfatter et sted og hvad de anser som must-see eller på anden måde relevant under deres ferie.
Derfor har jeg gjort den erfaring, at det er godt at kende stedet, jeg laver en turisme-oversættelse for, indgående. På denne måde kan se med mine tyske briller, hvad det har at byde på og omskrive den tyske tekst sådan, at den er fængende for de tyske besøgende.  

Har du oplevet, at tyskerne efterspørger andre ting på deres ferie end danskerne? Jeg glæder mig til at læse om dine erfaringer i kommentarfeltet.

Share
Share

Brug af cookies KK-Text.dk bruger cookies for at forbedre din oplevelse, til statistisk analyse, interaktion med sociale medier og til at støtte markedsføringen af ydelserne. Ved at klikke videre på websitet, accepterer du websitets brug af cookies.

Cookie-indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie-indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept.

Luk