Categories
Mad og drikke Tysk

Osterzopf – et tysk påskebrød

Du kender måske til forskelligt bagværk fra Tyskland som f.eks. Berlinere eller store flødekager. Men har du hørt om en Osterzopf? I dette indlæg vil jeg præsentere dig for dette bagværk fra Tyskland, som har en fast plads på mange tyske familiers påskebord. Du bliver klogere på dette påskebrøds historie og hvorfor tyskerne spiser det i dag. Selvfølgelig får du også en opskrift, så du selv kan forsøge dig på en vaskeægte tysk påskeopskrift. 

Hvad er en Osterzopf?

En Osterzopf eller Osterbrot er et meget populært tysk påskebrød. Det er lavet af en sød gærdej og minder lidt om kringledej. Der er forskellige tyske kageopskrifter, der er baseret på gærdej. Det specielle ved dette tyske bagværk er dog, at det bliver flettet og gerne pyntet med mandelflager, perlesukker eller chokoladeæg inden servering.
Her kan du se, hvordan en Osterzopf kan se ud på mit eget påskebord (jeg beklager motivets kvalitet, men der er nok en grund til, at jeg valgt at være tyskoversætter frem for foodblogger 😉):

Hvordan ser et tysk påskebrød ud? Find en oversættelse på opskriften på en Osterzopf her.
Sådan kan et flettet tysk påskebrød se ud.

Historien bag dette bagværk fra Tyskland

Den tyske Osterzopf har en lang historie, og dens symbolik trækker trådene helt fra middelalderen. Især i de katolske egne i Sydtyskland skulle der efter endt faste noget specielt på bordet. Dengang var der langt mellem bagværk og brød med sukker eller gær, de fleste brød blev nemlig bagt med surdej.
Derfor var et sødt gærbrød forbeholdt festlige begivenheder og særlige lejligheder såsom afslutningen af fastetiden og fejringen af påsken.

Traditionen tro er der nogle katolske regioner, eksempelvis Bayern, hvor påskebrødet bliver flettet og bagt i en rund facon, som minder om en flettet krans. Derefter bliver brødet ofte viklet ind i et hvidt klæde som symbol på Jesus og foræret til ens gudbarn. Efter sigende skal den runde kransform symbolisere solen og det lys, som de troende ser i Jesus.

Hvordan spiser man en Osterzopf?

Men hvornår bager man sådan en fætter? Og hvordan bliver den spist? En Osterzopf er en slags hybrid mellem kage og brød. I Tyskland er der ellers ikke tradition for at servere kager til morgenmad. Dette tyske påskebrød har dog en særstatus og serveres på kaffe- eller morgenbordet. Du kan nyde brødet med bare et lag smør på eller endda toppe det med syltetøj.

Opskrift på tysk påskebrød

Hvis du vil forsøge dig på en tysk påskeopskrift, kan du prøve at overraske din familie med et lækkert tysk påskebrød i form af en Osterzopf på morgenbordet i påskedagene:


INGREDIENSER (giver ca. 10-12 stykker):

  • Ca. 500 g mel
  • 2 dl mælk
  • 50 g gær
  • 100 g sukker
  • 100 g smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Revet citronskal (skallen af en citron)
  • 2 æg
  • ½ tsk salt

Pynt:
Brug mandelflager, evt. perlesukker og forskellige chokolade-påskeæg efter smag og behag.

FREMGANGSMÅDE:

Dej:

Start med at lune mælken i en lille gryde og opløs gæren heri. Smelt smørret. Hæld mælke- og gærblandingen i en røreskål og tilsæt sukker, salt, æg, smeltet smør, vaniljesukker og citronskal.
Rør ingredienserne sammen til en glat masse og tilsæt derefter ca. halvdelen af melet.

Brug dejkrogene på en håndmixer eller en røremaskine for at ælte dejen godt igennem, indtil den er helt glat. Tilsæt derefter resten af melet, indtil dejen ikke er klistret. Den skal gerne blive smidig og blank.
Dæk skålen til med et viskestykke og lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca. 1 time eller indtil den er vokset til dobbelt størrelse.

Fletning af brødet:
Når dejen har hævet, vendes den ud på et meldrysset bord. Ælt dejen godt igennem og skær den ud i tre lige store stykker. Rul hvert stykke til en ca. 40 cm lang strimmel.
Læg disse tre strimler ved siden af hinanden, saml dem i den ene side og tryk dem let sammen. Flet strimlerne til et brød, ligesom når du laver en fletning (som du måske kan ane på billedet, bliver traditionen allerede givet videre i familien):

Sådan fletter du et tysk påskebrød.

Løft brødet forsigtigt på en bradepande beklædt med bagepapir og lad det efterhæve i ca. 20-30 minutter. Imens forvarmes ovnen til 180 °C (varmluft 160 °C).
Pensl brødet med æg eller mælk, inden det skubbes i ovnen. Bag brødet i den nederste tredjedel i ca. 25-30 minutter, lad det afkøle på en rist og nyd det gerne lunt.       

Velbekomme og god påske!



Share