Categories
Mad og drikke

Tyske julesmåkager

 Også i Tyskland er julebag et stort hit, og der er en del traditionelle opskrifter på klassiske tyske småkager med julede krydderier såsom Zimtsterne, Lebkuchen, Spekulatius eller Stollen, hvis vi bevæger os i kageafdelingen. En af de tyske julesmåkager, som på trods af det sydtyske navn er populære i hele Tyskland, er Vanillekipferl. Derfor får du her en opskrift på Vanillekipferl.

God bagelyst og velbekomme!

Opskrift på Vanillekipferl

Vanillekipferl er en dejlig sprød småkage med mandler og vanille, som bliver formet som en halvmåne og drysset med flormelis. Smagsmæssigt minder den om vaniljekransen, men indeholder ingen æg og er mere fluffy i konsistensen.
Vanillekipferl er også perfekte til dig, der gerne vil nyde hjemmelavede julesmåkager, men ikke har lyst til at stikke småkager ud. Vanillekipferl skal nemlig blot trilles, så dejen er dejlig nem at have at gøre med!

Ingredienser (ca. 40-50 stk.)

  • 250 g hvedemel
  • 200 g koldt smør (skåret i tern)
  • 100 g fintmalede mandler (eller hasselnødder, hvis smagen skal være lidt kraftigere)
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 70 g flormelis
  • En knivspids salt

Til pynt:

  • 100 g flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker

Sådan laver du dejen:

Lav en mørdej ved at blande mel, flormelis, vanillesukker, salt og de malede mandler i en skål. Smuldr derefter det kolde smør ind i blandingen, indtil dejen begynder at samle sig.
Ælt dejen hurtigt sammen indtil den bliver glat. Pas på med at overælte dejen, da kagerne ellers risikerer at blive seje.
Pak dejen ind i køkkenfilm og lad den hvile i køleskabet i ca. 2 timer.

Sådan former du småkagerne:

Form dejen til en ca. 50 cm lang rulle og skær den i ca. 1 cm tynde skiver. Tril skiverne forsigtigt til ca. 5 cm lange, fingertykke pølser, der gerne må være lidt smallere i enderne. Form dem derefter til halvmåner og læg dem på en bageplade.

Bagning:

  • Forvarm ovnen til 175 °C (almindelig ovn) eller 160 °C (varmluft).
  • Bag dem i ca. 10-12 minutter, indtil de bliver let gyldne på kanterne. De skal stadig være lyse i midten.

Sådan pynter du Vanillekipferl:

  • Bland flormelis og vaniljesukker i en skål.
  • Vend kagerne forsigtigt i sukkerblandingen, mens de stadigvæk er lune. Men pas på, de er skrøbelige!
  • Lad dem køle helt af på en bagerist.

Tips:

  • Holdbarhed: Vanillekipferl opbevares bedst i en tætsluttende kagedåse og udfolder deres fulde smag efter et par dage.
  • Variation: Hvis du ønsker en friskere smag, kan du tilsætte en smule citronskal.

Share

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Share

Brug af cookies KK-Text.dk bruger cookies for at forbedre din oplevelse, til statistisk analyse, interaktion med sociale medier og til at støtte markedsføringen af ydelserne. Ved at klikke videre på websitet, accepterer du websitets brug af cookies.

Cookie-indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie-indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept.

Luk